Dansk

Mangle analyse ark til litterær artikel

29. maj 2008 af JesperPoulsen (Slettet)
Hej allesammen (:
Jeg er ved at analysere Helle Helle: Tirsdag nat, men jeg har smidt mit analyse ark til litterære artikler med de væsentligste punkter på væk, og derfor ville jeg høre herinde om nogen har et analyse ark til rådighed?
Jeg er ikke meget for at være herinde, i det jeg opfatter det som snyd, he he, så jeg vil gerne understrege at jeg IKKE søger færdige opgaver, men kun et analyse ark til at få et skub i den rigtige retning :)
Mvh Jesper

Brugbart svar (3)

Svar #1
29. maj 2008 af o1-studie (Slettet)

https://www.studieportalen.dk/Fagsider/WikiCat.aspx?id=9

Brugbart svar (12)

Svar #2
01. juni 2008 af sabo (Slettet)

Den litterære artikel

- hvad og hvordan


Hvad er det?
”Den litterære artikel” er en af de tre genrer, du kan blive bedt om at skrive en stil indenfor til den skriftlige eksamen i dansk i 3g (de andre to er essayet og kronikken). Trods den lidt højtragende titel: ”litterær artikel” drejer det sig helt konkret om at lave en skriftlig analyse og fortolkning af fx et digt, en novelle eller et uddrag fra en roman. Da et af danskundervisningens helt centrale punkter er analysen af skønlitterære tekster, skal du her i skriftlig form demonstrere, at du kan analysere en tekst – fuldstændig som det kan ske på klassen i mundtlig form. Forskellen består i, at du skal formulere dig i et flydende skriftsprog og ikke i punktform.

Hvordan gør man?
Begynd som altid med at læse teksten grundigt igennem. Det, der er helt centralt for en litterær analyse, er tekstiagttagelser. Det vil sige, at du i din analyse af teksten skal argumentere ved hjælp af citater og henvisninger til teksten. Du skal simpelthen bruge konkrete eksempler fra teksten som belæg for dine påstande om den. Det er endvidere vigtigt, at du ikke nøjes med at referere, hvad der står i teksten, men netop analyserer – altså tager stilling til dine iagttagelser. Med andre ord: analysen skal ikke så meget handle om, hvad der står i teksten, men i højere grad hvordan det står og hvorfor.

Det kan være en rigtig god idé at benytte en analysemodel som udgangspunkt for din analyse, fordi skemaet kan fungere som en hjælp og en vejledning. Men modellen kan nemt få dig til bare at opremse alle de ting, du har fundet ud af. Derfor er det vigtigt, at du arbejder med selve fremstillingen af de elementer, du har fundet frem til i din analyse.

I princippet kan du komme ind på alle punkterne i en analysemodel som fx følgende:

• Komposition: = tekstens opbygning. Herunder: brat (in medias res) eller glidende indledning? I hvilken rækkefølge fortælles handlingen: kronologisk/lineært, med tilbageblik (flashback) eller forudgreb, med vendepunkter? Udvikling, konflikter, løsninger? Afslutning?
• Fortælleforhold: Jegfortæller, 3.personsfortæller: objektiv, alvidende, subjektiv? Synsvinkelforhold: ud fra hvis synsvinkel er fortællingen fortalt? Er synsvinklen fastholdt hos den samme person, eller skifter den? Virkning? Er der tale om indre syn, ydre syn, medsyn, bagudsyn? Fortælleteknik og fremstillingsform: panoramisk/ scenisk beretning, dialog, beskrivelse? Direkte/indirekte tankegengivelse, indre monolog? Funktion?
• Miljø/rum: Hvor foregår fortællingen (geografisk, socialt, historisk, offentligt/privat)? Hvordan er rummet/miljøet skildret? Hvilket miljø tilhører personerne? Har miljøet og rummet en betydning for fortællingens problematik?
• Personer: Giv en karakteristik af de vigtigste personer ud fra fx udseende, arbejde, social position, egenskaber, alder, handlinger, tanker, udtalelser, udtryksmåde, følelser, konflikter, kontrastfigurer osv. Er personerne karakteriseret direkte eller indirekte? Effekt? Undersøg og redegør for forholdet mellem personerne.
• Sproglige virkemidler: Hvad er fx karakteristisk for ordforråd, syntaks? (skriftsprog eller talesprog, høj eller lav stil, slang, dialekt, sociolekt, billedsprog, stilfigurer (gentagelse, kontrast osv.)?
• Tema: Tekstens bærende idé, problematik
• Budskab: Hvad vil forfatteren med teksten?
• Holdning: Hvad er forfatterens holdning til de problemer, der rejses i teksten?

Men pas på! Ikke alle punkter er lige relevante for alle tekster. Efter en grundig gennemlæsning af tekstmaterialet kan du som regel bestemme tekstens tema. Hermed har du fundet analysens fokuspunkt. Det vil nu være lettere for dig at afgøre, hvilke aspekter der er centrale at analysere nærmere. Du skal derfor benytte en analysemodel med omtanke. Det er dig, der styrer modellen og ikke omvendt! En analysemodel skal altså lede hen imod en samlet helhedsforståelse af teksten = mod en fortolkning! Husk at det ikke er nok at registrere; effekten af de enkelte elementer skal med!

Ved vejs ende i analysen er du nået til fortolkningen, som selvklart er et vigtigt afsnit. Under fortolkningen viser du nemlig, om du har forstået teksten. At fortolke teksten vil sige at afkode tekstens mere eller mindre skjulte mening. På baggrund af dine analyseiagttagelser skal du samle op og konkludere på det, du er nået frem til i din analyse: Hvilken holdning giver teksten udtryk for i forhold til det overordnede tema (evt. flere temaer)? Hvad vil forfatteren med sin tekst?

En fortolkning kan kun godtages, såfremt den bygger på analyseiagttagelser og dermed teksten. Fortolkningen skal altså ikke give udtryk for, hvad du mener om teksten (det kan du gøre bagefter), men derimod hvad teksten siger og mener!

Husk at du også i den litterære artikel skal lave en indledning (hvor du præsenterer dit emne, din tekst og stilens opbygning) og en afslutning (hvor du opsummerer, konkluderer, afrunder).

Brugbart svar (0)

Svar #3
25. marts 2010 af Solero (Slettet)

Tusind tak, den er super! :)


Brugbart svar (0)

Svar #4
15. juni 2010 af 0127 (Slettet)

hej jeg skal perspektivere globryllup af Helle Helle, til tirsdag nat af Helle Helle.

og jeg har ikke læst tirsdag nat, og har ikke mulighed for at kunne låne den på bib.       ( nogle der vil hjælpe )?!!!! :D


Brugbart svar (0)

Svar #5
15. juni 2010 af backus (Slettet)


Skriv et svar til: Mangle analyse ark til litterær artikel

Du skal være logget ind, for at skrive et svar til dette spørgsmål. Klik her for at logge ind.
Har du ikke en bruger på Studieportalen.dk? Klik her for at oprette en bruger.