Nogen der har tid til at læse en novelle

Hejsa

er der mon nogen der har tid, og gider læse denne novelle og komentere den?:


Grå lænker

Det var mørkt, næsten helt mørkt i klassen, selvom solen skinnede ind gennem de store ruder. Helt sort-hvid! Vi sad alle i klassen. De vidste ikke, at de ikke var alene. De vidste selvfølgelig godt at de andre var der. Men de havde ingen ide om, at jeg var der, og så på dem. De lo, og snakkede, og jeg betragtede dem på afstand. På lang afstand – selv om jeg ikke var mere end fire meter væk. Jeg sad, med den opslåede historiebog i hænderne. Der gik lidt tid, før jeg opdagede, at jeg havde vendt den på hovedet. Det var som om, de lo endnu højere nu. Af mig?
Lærer Petersen kom ind i klassen, og alle satte sig på deres pladser. Petersen sendte mig et hurtigt blik. Det var sikkert første gang, siden første dag, i børnehaveklassen! Han havde nok hørt det. Det der var sket i går:

”Lars! Se på mig!” Min far ser ned i gulvet, og nægter at se min mor i øjnene.
”Hvad er det her!” spørger hun, og vifter hidsigt med noget lyserødt, jeg ikke kan se hvad er. Nu retter min far sig op, og ser på hende. Han ser hverken vred eller ked af det ud. Bare helt udtryksløs. Han betragter hende længe, uden at svare, eller prøve på at forklare sig. Min mor gentager sit spørgsmål, i et endnu mere hidsigt, og nærmest desperat tonefald. Stadig intet svar. Han ryster bare på hovedet, og rækker frem efter det hun har i hånden, men hun kaster det hurtigt fra sig, så det lander på sengen. Jeg strækker hals, og ser et par lyserøde – meget små – underbukser, der ligger og græder, på sengekanten.
Nu åbner far endelig munden: ”Gå ind på dit værelse Bane.” Siger han over skulderen. Jeg ser på min mor, der nikker langsomt.
Jeg når lige at se en tåre ramme gulvet, før jeg lukker døren efter mig.

De sad, stadig, i uvidenhed om min tilstedeværelse. De gloede bare op på Petersen, eller sendte, det de troede var ’hemmelige’ sedler rundt, når de mente at ingen så det. Men det gjorde jeg.
Så det kun. Jeg var ikke med i det, og det var nok ikke engang noget om mig, der stod på papiret.
Det var ikke fordi jeg var ’udenfor’ i klassen – jeg var bare ikke helt inde. Det havde jeg aldrig været, og nu var det snart slut, og jeg ville ikke nå at komme helt ind. Niende klasse, og så efterskole.
Jeg så over på Stine, der sad og pigefnisede med Lisa. Ti hi!
Petersen blev afbrudt midt i en sætning, da det bankede på klassens dør. Skoleinspektøren kom ind. Han var en høj alvorlig mand, i verdens grimmeste jakkesæt.
”Må jeg låne Bane Andersen?” spurgte han, uden at behøve at vente på svar.
”Der er da ikke nogen hér, der hedder Bane Andersen!” sagde Stine højt, og kiggede sig om i klassen. Hun var én af de uvidende. Jeg rejste mig, og gik gennem klassen, og på vejen mod døren, mærkede jeg at folk stirrede på mig, nogen for første gang.
Ingen sagde noget. Inspektøren lukkede døren efter os, og i det øjeblik den gik i, var jeg atter klassens spøgelse; gennemsigtig – luft.
Inspektøren ville have jeg skulle tale med skolepsykologen.
”Hvordan har du det lige nu?” spurgte den grå mand bag sit bord, og så på mig over kanten af sine briller. Han så ikke ud som om, han var interesseret i svaret. Jeg trak på skuldrene, mens jeg tænkte: Fint!
Han sagde noget mere, og spurgte ind til mig, og jeg snakkede ham efter munden. Sagde det han sikkert gerne ville høre, så han kunne komme hurtigt hjem. Da jeg fik lov til at gå, kunne jeg ikke huske et eneste ord af det jeg – eller han – havde sagt. Jeg gik tilbage til klassen. (Stadig klassens spøgelse.)
Efter skole gik jeg en omvej hjem. Forbi jernbanen, og omkring det nybyggede boligkvarter.

De havde sat sig i en gruppe omkring Stines og Lisas bord, og sad igen og lo. Det samme sort-hvide billede som i går, og en hver anden dag i dette skoleår. Petersen kom ind, og der blev straks stille. Nøjagtig det samme billede.
”Historiebøgerne frem!” beordrede han. Han snakkede, og snakkede hele timen. Emnet var slavehandel.
”Hvem vil komme op til tavlen og skrive op, hvem det var der frigav slaverne som de først?” spurgte han. Der var stadig stille i klassen, udover den sædvanlige småsnak pigerne imellem. Jeg så ned i min bog. Det her havde jeg læst på. Jeg rakte en hånd i vejret. Det var første gang, jeg gjorde det siden dengang i første klasse. Dengang havde mine klassekammerater grinet af mig. De havde grinet fordi jeg havde svaret forkert. Selv læreren grinede med.
Petersen så forundret på mig, som om han prøvede at huske hvor han dog havde set mig før – nøjagtig som resten af klassen. De sad og stirrede, og al småhvisken var forstummet Jeg så mig om i klassen. Der var ikke andre end mig der havde hånden oppe.
”Bane.” Sagde Petersen tøvende. Jeg rejste mig, og den skrabende lyd fra min stol gav ekko i den dunkle, stille klasse. Det var en lang vej op til tavlen. Petersen rakte mig kridtet, og jeg stillede mig op, med ryggen mod den stirrende klasse, og satte kridtet mod det grønne lærred. Men min hånd bevægede sig ikke. Den havde glemt hvordan man svarede. Henne ved vinduet rykkede Stine lidt på sig, og en solstribe gled forbi hende, og ramte tavlen, lige ved siden af mig. Så rettede hun sig op, og den var væk igen. Et kort øjeblik havde jeg følt dét. En underlig følelse der var svær at forklare; en følelse af lys. Lysfølelsen var en blanding af længsel og vrede.
Hun havde fjernet klassens eneste lys! Hun beholdt det for sig selv. Havde lukket det ude, ligesom de andre altid gjorde. Selvisk og egoistisk var det!
Hun var et lavt menneske, uvidende. Men jeg sagde det ikke højt. For jeg var hævet over den slags. Jeg var bedre end det! Jeg lagde kridtet, og gik hen mod døren. Jeg mente ikke… jeg troede ikke på at jeg hørte til her. Ingen stoppede mig på vejen. Og stadig var der ingen der sagde noget. Jeg gik ud på gangen, og helt ud i skolegården. Solen skinnede, og lyset havde farver, og en af dem var frihed.