Ville gerne få rettet min stil/novelle :

........

Vedhæfter dokument med mine rettelser.

At rette din novelle sprogligt er næsten spild af tid, selv om der er fejl, er det ikke det, der springer mest i øjnene. Overvej selv hvor meget indhold, der er i novellen? - når vi læser den, får vi så noget ud af den? Er der en pointe? - eller er det her bare en danskstil, du hurtigt skulle have skrevet og derfor ikke har tænkt videre over?

Når man skriver en novelle, er det vigtigt, at den giver læseren noget at tænke over. Det synes jeg i hvert fald. Men der findes også noveller, der ikke søger at pointere noget specielt. Den slags noveller har så til gengæld noget andet, de er skrevet på en måde, så læseren kan leve sig ind i fortællingen, så læseren føler med hovedpersonerne på en sådan måde, at hele historien virker levende og virkelig. Din novelle har intet af det.

Du er svært at skrive som en forfatter, men selv vi almindelige mennesker kan skrive, så historien bliver spændende. Det gælder om at bruge en masse adjektiver (tillægsord), at få det hele beskrevet, så læseren kan danne sig en idé om, hvordan hovedpersonerne føler, hvordan deres situation ser ud og hvordan det hele opleves. Sørg for at beskrive så vores sanser visualisere det hele for os; hvordan ser der ud? - hvad lugter der af? - er der total stilhed eller måske lyder, der gør situation meget dramatisk?.

Det hele er med til at øge spændingen, og så fylder det godt, hvilket jo er nødvendigt, når en danskstil i folkeskolen helst skal op at fylde 2 a4-sider!

Jeg synes måske ikke, at du har valgt en ret god historie. Er det ikke lidt søgt, at en mor skulle have glemt sin datter og rejst på ferie alene? - tror du selv, at det ville ske i virkeligheden? Nu ved jeg godt, at det samme skete i Alene Hjemme-filmene, men han havde da i det mindste så mange søskende, at det var muligt at overse ham. Så vidt jeg kan læse, er hende, du skriver om, enebarn, hvorfor historien virker lidt usandsynlig. Men vi kan da prøve at gøre den lidt mere interessant alligevel. :)

VI SKULLE REJSE TIL UDLANDET.

Jeg vågnede op lørdag morgen og følte mig fuldstændig vågen. Lige så snart mine øjenlåg åbnedes første gang, rev jeg dynen af og sprang op af sengen. Endelig var dagen oprandt, nu skulle jeg med familien på ferie til Frankrig! Det havde været svært at falde i søvn aftenen før, alle mine tanker havde hvirvlet rundt, jeg var så spændt og nysgerrig. Samme glædesfyldte følelse var over mig denne morgen, og det var først, da jeg fik trukket gardinerne fra hinanden, og jeg så, at solen forlængst var kommet højt på himlen, at jeg begyndte at undre mig. Mor havde lovet at vække mig tidligt. Det var meningen, at vi skulle op, mens det stadig var mørkt, for at vi kunne nå toget til lufthavnen. Jeg kiggede hen på mit ur og så, at klokken var lige godt middag. Lidt irriteret og samtidig ked af det over, at vi endnu ikke var taget afsted, som jeg ellers havde glædet mig sådan til, løb jeg ud af mit værelse for at finde mine forældre. Jeg kurede ned af gelænderet og to sekunder senere, stod jeg og så ind i stuen, hvor jeg forventede at se far sidde i en stol og læse avis. Men hele stuen var tom, og derfor fortsatte jeg mod køkkenet for at se, om mor mon var i gang med at lave morgenmad. Nu blev jeg bange, det hele var mærkeligt. Hvor var mine forældre? Hvorfor havde de ikke vækket mig? Jeg kiggede op på køkkenbordet, hvor kaffemaskinen stod helt for sig selv midt på bordet men uden noget tegn på overhovedet at have været brugt tidligere om morgenen. Jeg åbnede ovnen for at se, om mor eventuelt skulle have efterladt et stykke brød, som jeg kunne spise til morgenmad, men ovnen var helt tom. Stille begyndte jeg at blive mere og mere fortvivlet, der var noget, der ikke passede. Vi skulle have været afsted til Frankrig, men nu stod jeg pludselig alene i et køkken. Intet virkede hjemligt, det hele var stille. Alle de lyde, der normalt gjorde min morgen, at tv'et kørte på tegnefilm, at far bladrede i avisen, og at mor løb frem og tilbage mellem køkken og stue, var ikke-eksisterende. Men det kunne ikke passe! Jeg forsøgte at berolige mig selv. Der var nok en fornuftig forklaring. Måske lå de stadig og sov? Åh, den mulighed havde jeg slet ikke tænkt over. Det var jo skrækkeligt, så havde vi misset både tog og fly. Mon vi så ikke skulle til Frankrig alligevel? Den chokerende tanke erstattede alle andre følelser i mig, og jeg spændte derfor oven på igen for at vække mine forældre. Jeg brasede ind i værelset og råbte, at de skulle op med det samme, og at vi allerede var alt for sent på den. Men inden jeg fik færdiggjort min sætning, så jeg, at mine forældre heller ikke lå i deres seng. I stedet stod en fint rent dobbeltseng foran mig. Det blå sengelinned udstrålte en kølig distance, de nænsomt placerede puder så ubrugte ud, og det tiltrukne gardin fik hele værelset til at se mørkt og lidt uhyggeligt ud. Jeg kunne mærke tårerne presse sig på, men jeg forsøgte at overbevise mig selv til ikke at græde. Lige lidt hjalp det. Da den første tåre ramte min kind og stille gled ned i min mundvige, kunne jeg ikke holde det inde mere. Mens jeg gik ned af trapperne, græd jeg så mine øjne blev helt røde. Så meget græd jeg, at en hovedpine begyndte at irritere mig, men det var mit mindste problem, for hvor var mine forældre? Nu var tanken om, at vi måske slet ikke skulle til Frankrig heller ikke så slem, nu ville jeg bare have mine forældre.

Sådan noget lignende skal du skrive. Jeg har ikke skrevet ret meget, faktisk har du skrevet det samme på 3 linier, men mit er mere indlevende. Det er mere spændende at læse.

Jeg ved godt, at det er svært. Jeg var heller ikke fantastisk dygtig, da jeg skrev stil i folkeskolen, men det bliver bedre og bedre, hvis man øver sig. Så husk at beskrive!