individets identitetsdannelse i det senmoderne samfund

Nu har jeg jo ingen ide om din viden, hvad angår senmodernitet og individualiseringsprocessen?

Men det afhænger af forskellige faktorer og det varierer selvfølgelig også fra person til person, og fra land til land. I og med at nogle lande har en stærkere nationalfølelse end andre. Fx er Tyrkiet og Rusland er eksempler på, at det nationalistiske og fællesskabet i blandt ens egne betyder en del.

Globaliseringen har gjort verden mindre og derfor kan man argumentere for at nationalfølesen er noget på afveje, da man ikke længere er forbundet til ens landsmænd på samme måde som man var tidligere hen.

Men samtidig er der bevæggrunde, som kan gøre at man har en tendens til at fremme fællesskabet og ens nationale tilhørsforhold. Det er fx i tider med stor arbejdsløshed, hvor majoriteten(landsmændene) kan føle sig truet af minoriteter(indvandrere) som kan udgøre en trussel på arbejdsmarkedet om de jobs, som dele af majoriteten også er meget intereserede i(og afhængige af)

Det kan man se på i fx England, hvor partiet BNP(British National Party) går frem. Og i Rusland, hvor mange vil mene at en form for øgede nazisme i øjeblikket hersker i landet, pga. den relative store fattigdom og arbejdsløshed(blandt andet)

https://www.studieportalen.dk/Forums/Thread.aspx?id=740009

Overstående tråd kan du tage et kig på, det kunne hjælpe til at forstå sammenhængen lidt klarere. Hvis du ikke har styr på det refleksive individ.

#1

"Men det afhænger af forskellige faktorer og det varierer selvfølgelig også fra person til person, og fra land til land. I og med at nogle lande har en stærkere nationalfølelse end andre. Fx er Tyrkiet og Rusland er eksempler på, at det nationalistiske og fællesskabet i blandt ens egne betyder en del."

Både Rusland og Tyrkiet er også karakteriseret ved, at store dele af befolkningen i landene overhovedet ikke lever i et samfund, der ville kunne kaldes senmoderne. At man lever i det 21. århundrede gør ikke en til en senmoderne samfundsborger. 

Men ellers er jeg meget enig. 

"Men samtidig er der bevæggrunde, som kan gøre at man har en tendens til at fremme fællesskabet og ens nationale tilhørsforhold. Det er fx i tider med stor arbejdsløshed, hvor majoriteten(landsmændene) kan føle sig truet af minoriteter(indvandrere) som kan udgøre en trussel på arbejdsmarkedet om de jobs, som dele af majoriteten også er meget intereserede i(og afhængige af)."

Jeg er igen meget enig. Væsentligt synes jeg dog, at det er at bemærke, at det senmoderne samfund er udviklet blandt andet af den hastigt voksende velstand den vestlige del af verden har haft igennem de sidste mange årtier. Velstanden har givet os ro til at tænke, vores uddannelsesniveau er højere og via medierne, kan vi nu for alvor benytte os af globaliseringens mange muligheder. Mulighederne er mange, kan vi ikke få vores ønsker opfyldt i Danmark, kan vi nok i Frankring eller i USA og grundet vores velstand, har vi muligheden for at opsøge og realisere vores drømme. Netop fordi der er så mange tilbud, vil vi nødig låse os fast. At gøre sig selv afhængig er ikke særlig senmoderne. 

Men hvad sker der så, når vi rammes af en økonomisk krise? Folk bliver arbejdsløse, andre må spare alvorligt i det daglige budget.  De mange muligheder, som folk havde før krisen, indskrænkes, de kan nu ikke forbruge lige så meget. De går mindre på cafe, de shopper mindre, de rejser mindre, de lever i det hele taget et liv, som de gjorde for år tilbage. I krisens hunger, finder vi ud af, at rodfrugter smager godt (som jeg skrev i en anden tråd herinde), dvs vi begynder at forbruge danske varer, vi vender kronerne og bruger kun penge på det mest nødvendige. 

I en sådan krise sker der et fald i velstanden, og når det sker, er det lige pludselig ikke så presserende at tænke på, hvem vi er. Mulighederne er mindre, så vi har ikke så svært ved at træffe vores valg.

Min pointe er, at når vi under en krise kryber sammen og igen begynder at glæde os over vores land og familie, så er det ikke noget senmodernistisk træk. Det er snarere nogle eftervirkninger fra det traditionelle samfund, som vi i et par års irregulært, økonomisk forløb er faldet lidt tilbage imod, da vores velstand er blevet mindre. 

Nu ved jeg godt, at det er overdrevet konkluderet. For vi lever naturligvis stadig i et senmoderne samfund! Det er i forvejen nok kun en lille del af danskerne, der i virkeligheden har ændret deres levevis under krisen, men spørgsmålet bliver så også, om det ikke kun er den brøkdel, der er rykket tættere på familie og nation? 

Med hensyn til indvandrerne (fremmedarbejdere) er jeg enig. Det er set ofte, DF går jo også frem i Danmark, og det var også svært at få udvidet EU mod øst, da et par landes befolkningerne satte hælene i - blandt andet pga, at de ikke ville trues på deres arbejde. Derudover tror jeg dog også, at den xenofobiske strømning, der især præger Danmark men også resten af Europa, er et udtryk for frygten for de mange terrorangreb, der har været. I relation til det kan for eksempel nævnes Lars Hedegaard, som jo har været meget oppe i medierne på det sidste, for at sige, at muslimske mænd voldtager deres familie, at kvinderne ingen værdi har, og at de er de rene fødemaskiner. Hvad skete der? Jo, et par stykker meldte sig ud af foreningen, Hedegaard var formand for, men endnu flere meldte sig ind. DF vokser desuden i meningsmålingerne hver gang talen i medierne går på indvandrere, terrorister og muslimer. Frygteligt, men sandt. 

fff