Bedømmelse, hjælp!

Hej, jeg vil gerne have en bedømmelse af denne danske krimistil som skal være skrevet som en novelle. Det er en afslutning af en tegneserie. Opgaven var at finde morderen og skrive afslutningen. Min mor syntes ikke godt om den, hvad synes i?:

”Tak betjent, De kan gå nu!,” sagde Inspektør Green, kløede sig selvtilfreds på kinden og rettede på den sorte bowlerhat, som han plejede, når han havde færten af noget. Betjenten gik med tydelig autoritetsfornemmelse mod udgangen af salen. Samtlige af husets beboere fulgte Inspektør Green med øjnene, da han stilfærdigt bevægede sig hen mod vinduet. Udenfor kvidrede fuglene videre uvidende om tragedien på godset, og en svale fløj så tæt på vinduet, at Inspektør Green nær havde tabt cigaren. Han formåede at holde den i munden, for vist var han en mand af dannelse. Solen var ved at gå ned, og farvespektrets orange og lyserøde nuancer syntes alene optaget på denne himmel. Ind gennem det gotiske vindue projiceredes en mægtig, ja næsten frygtindgydende skygge af Inspektør Green tilbage på det grå, kolde beton gulv i riddersalen, sådan opfattede forsamlingen ham. Inspektør Green betragtede et birketræ, let svingende i den stærke sommervind, der forførende snog sig mellem træerne, hvor kun de mindste ungtræer syntes at nyde suset i bladene.
Spændingen blev forløst, da hushovmesteren, Paul, mere eller mindre med vilje tabte en gaffel han havde haft i hænderne. Inspektør Green vendte sig langsomt omkring og beskuede forsamlingen, der i solnedgangens belysning blev reflekteret med hvert deres skræmte ansigt. Hushovmesteren var den eneste der sad upåvirket og stiv i sin manchetskjorte. Lyset fra vinduet skinnede nu endnu stærkere på ham.
Inspektør Green hævede langsomt sin hånd og pegede på hushovmesteren. ”Arrester denne mand. Han er Lord Strawburns morder,” sagde Inspektør Green i et mørkt tonefald, der klang igennem hele salen, og ordet ”morder” blev kastet tilbage af betonvæggene - der var beklædt med smukke gobeliner – indtil stilheden igen herskede. ”Bur ham inde for natten, til han kan fragtes til fængslet i morgen,” sagde Inspektør Green, og to betjente kom ind i salen og greb den modvillige hushovmester i hver sin arm. ”Beviserne, kan tids nok blive fremlagt i morgen,” sluttede Inspektør Green.

”Jamen, så er deres arbejde vel klaret Inspektør Green. Forventer De at rejse allerede i morgen?,” spurgte en ung, mandlig tjener, som om han kunne perspektivere makrokosmos, da vi alle var samlet til middag en time senere, imens han skænkede mig et glas Chardonnay. ”Livet er én lang læreplads. Alt kører efter en overordnet plan. Men den kan være svær at læse. Hvis man kommer for tæt på, kan man kun se alle de små rasterprikker. Man ser først billedet, når man træder lidt tilbage. Men når man gør det, står alt lysende klart,” sagde Inspektør Green og kastede et hastigt blik rundt om langbordet. ”Hvad mener De Inspektør?,” spurgte tjeneren nysgerrigt og fortsatte. ”Er den rigtige morder ikke fundet endnu?,” udbrød han, og der blev stille i salen.
”Vil De være så venlig at eskortere mig til mit værelse,” sagde Inspektør Green. Tjeneren satte foden på det første trappetrin og begyndte vandringen op af den spiralformede mahognitrappe, der tårnede sig opad. Imellem hver eg var en smukt udskåret sort rose, der andægtigt bøjede sig for sine gæster. Tjeneren følte en vis ærefrygt ved at følges med denne store detektiv. Han havde fulgt Inspektør Greens opklaringer de seneste år med stor forbløffelse. Man sagde, at hans sans for opklaringer var ligeså stor, som næsen var lille. Alle sager opklaret som ubetingede forbrydelser, hvor retfærdigheden skete fyldest.
”En morder efterlader sig flere spor end to svirebrødre efter en tur i byen” sagde Inspektør Green klicheagtigt og gav tjeneren et par klap på skulderpuderne, der ikke var fyldt særlig godt ud. ”Men hvor…?” spurgte tjeneren inkvisitorisk og stoppede op et øjeblik. De havde efterhånden nået trappens top, og Inspektør Green stadfæstede sig i en håndevending, imens tjeneren betragtede tagrytteren i tusmørket. Tagrytterens spir havde efterhånden mistet sin kobberglans, da det begyndte at irre. For første gang fæstede han blikket på naturen hinsides de kolde mure, der forskansede scenariet. Den sensitive natur fuldbyrdet/effektueret af den sidste smalle stribe sollys, der forsvandt bag horisonten. Han beundrede dens nativitet og lovede sig selv at lade sig forundre noget oftere. Det var en følelse, han kunne lide. De begyndte at gå hen af gangen på 1. sal, og Inspektør Green virkede anonym på tjeneren. Tjeneren tændte en kandelaber på væggen, og Inspektør Green meddelte at han ville trække sig tilbage for natten i sit tildelte værelse. Tjeneren ønskede Inspektør Green en god nats søvn og begyndte at promenere tilbage mod trappen til stueetagen. ”Ah, mit foretrukne refugium” sagde Inspektør Green og satte sig tungt ned på sengen, kloshold op af væggen. Hans havde ondt i ryggen og knæene værkede. Med hænderne prøvede han at pleje sine rygsmerter, men han kunne ikke nå. Inspektør Green gik ud på gangen igen og drejede ind på badeværelset, fjerde dør på højre hånd. Bedst som han stod og funderede, om det ville være til det bedre at tage en drink før sengetid, blev hans opmærksomhed ledt andetsteds. Inspektør Green skærpede høresansen og lagde højre øre og hænderne mod væggens kolde marmorfliser. Overfladen var glat og hele badeværelset var i stand sat for nyligt. Der var stille et par spændte sekunder, og den mindre harmoniske lyd gentog sig. Denne gang var Inspektør Green parat, og han hørte den tydeligt som vindens susen i ungtræernes blade. Det var en hamren nedefra; formentlig blev lyden bragt med vandrørene der løb indeni væggen. Inspektør Green listede ud på gangen og sneg sig ned af den mørke korridor, hvor lyset var gået ud, og ned til trappeafsatsens udmunding. Inspektør Green kunne ikke høre lyden fra hjørnet, hvor han stod, og fortsatte til badeværelset. Han stillede sig helt tæt op af væggen ved siden af den åbne dør og kiggede forsigtigt ind. En hætteklædt skikkelse, muskuløst bygget, stod og hamrede ind i væggen. Tydeligvis gemte der sig et eller andet på den anden side af marmorfliserne, som skikkelsen ville have fingrene i. Med en stor hammer arbejdede han sig igennem fliserne men uden den store nytte, da fliserne var stride. Han havde hamret der et stykke tid, for han var stakåndet. Den hætteklædte skikkelse holdt inde og vendte sig langsomt om, bevidst om at nogen holdt øje med ham. Inden Inspektør Green kunne nå at reagere, havde skikkelsen fat i ham og tog kvælertag. Skikkelsen løftede triumferende Inspektør Green op i halsen og bankede ham ind i muren. Inspektør Green var bange for, at han havde mødt sin banemand. Han tænkte altid rationelt i sådanne situationer, men han var fuldstændig blank. Et par blå øjne stirrede ind i Inspektør Greens, der ligesom hans fødder prøvede at få fodfæste. Det føltes, som om hans hoved skulle eksplodere, imens hans organer et for et stoppede, på grund af manglende ilt. En lille hvid røgsky med et par enkelte sorte prikker sivede ud fra hjertet og imens hans sjæl forlod kroppen, hørte han et rekviem, en smuk arie, sunget af en sopran. Inspektør Greens øjne flakkede og rullede bagover. Sjælen svævede tvivlende i luften og udforskede derefter nygerrigt enhver afkrog af badeværelset og blev kun et sted, akkurat lang tid nok til at få den værste uskyldige uvidenhed stillet, præcis som vinden i ungtræernes blade. Rekviemet steg i styrke og intensitet, da et par mandestemmer blev lagt til arien. Sjælen fulgte musikken, og dens lys blev skarpere og skarpere. Den styrkede sig til sin rejse opad, op til himlen. Men melodien knækkede over, og et par takter efter skiftede rekviemet karakter, og arien afløstes af brutale tritonus akkorder. Sjælen svævede støt hen over Inspektør Green og stoppede over hjertet, hvorefter den næsten modvilligt lod sig optage i kroppen igen. Inspektør Green lå på det mørke gulv med arme og ben strakt ud, og han kom langsomt til sig selv. Først kunne han kun se små sorte prikker, men lidt efter lidt kunne han begynde at se loftsmaleriet. Det forestillede en sort ravn, der slugte al vinden fra de små birketræer. Den hætteklædte skikkelse var væk.

”Døden,” sagde Inspektør Green den næste dag, efter at have fortalt tjeneren om gårsdagens hændelser. ”Døden berører som regel hovedpersonen mindst af alle.” Han tog en slurk af sin whisky. Sænkede glasset og så ned i det. Det var næsten tomt. Isterningerne var blevet til et par tynde flager. Han drak forsigtigt ud og knuste isflagerne mellem fortænderne. ”Det kommer vel an på,” sagde tjeneren. ”Jeg mener, når man først er død,” sagde Inspektør Green. ”Hm.” Tjeneren rejste sig og gik hen til det lave messingbord, hvor whiskyflasken og isspanden stod. Han klirrede lidt med skeen mod de halvsmeltede isterninger, droppede et par stykker ned i sit glas, skænkede whisky og gik så igen hen til skrivebordet ved vinduet og satte sig i den højryggede læderbetrukne armstol. De havde spist tidlig middag. Diana skulle til præstegården i dag for at melde sin fars død. Diana havde bedt tjeneren gå med, men han trak sig tilbage. Angiveligt for at skrive en begravelsestale, men i realiteten for at få en sludder med Inspektør Green over en stille sjus. ”Og jeg ser selvfølgelig bort fra mit tilfælde,” sagde Inspektør Green. ”Du døde jo heller ikke,” indvendte tjeneren med et lille smil. ”Men det burde jeg have gjort,” sagde Inspektør Green og tog sig til de røde halsmærker. ”Det kan jeg godt forsikre dig. Og det jeg forsøger at sige, hvis du ville afstå fra dine utidige indblandinger er, at mit tilfælde er atypisk. Bevares, min bror Mason ville sikkert være blevet ked af det, måske ligefrem bedrøvet. Det håber jeg da. Men når det kom til stykket, ville han sikkert ligesom alle andre sige: ”nå, herregud, sådan skulle det altså ende med gamle Inspektør Green. Ja, det var vel, hvad man kunne vente.” Jeg mener, det ville trods alt ikke berøre ham nævneværdigt. Men normalt har folk kone og børn. Familie, venner, bekendte, forretningsforbindelser. Og døden ville berøre dem alle på hver sin måde. Psykisk og-eller praktisk. Mens hovedpersonen selv er ude over alle problemer. Han ligger der stille og roligt og lader de andre tage sig af det hele og venter kun på, at ormene skal gå i gang med deres arbejde. For ham er det slut. Der er ikke mere. Ser tingene anderledes ud for dig??”
Tjeneren sad tavs lidt. Han drejede hovedet let og så ud ad vinduet. En ubevidst aflednings-manøvre? Så vendte han sig igen om mod Inspektør Green. ”Ja, det må den naturligvis,” sagde han. Hans stemme lød affærdigende. Inspektør Green sendte ham et undersøgende blik. Var han kommet for tæt på? På et eller andet? Det var ham umuligt at skelne tjenerens udtryk her i modlyset. Hans ansigt blev kun til en mørk udflydende masse. Han mere anede end så den unge tjeners bakkenbarter og lidt for høje pande. Han mindede Inspektør Green om en eller anden italiensk skuespiller, han ikke kunne huske navnet på. Navne havde det med at forsvinde fra hans hukommelse. Der var i det hele taget meget, der var forsvundet fra hans hukommelse de sidste år. Det var måske godt det samme. ”Det er da også pokker til morbidt emne,” sagde han let. ”Det var den der begravelsestale, der fik os ind på det. Inspektør Green tændte en cigar. ”Sig mig, hvordan gik det i grunden til?” spurgte tjeneren. ”Mordet? I virkeligheden er jeg ikke meget for at fortælle det. Tålmod er en dyd min unge ven. Men kald nu alle sammen i riddersalen, så skal jeg afsløre det!” svarede Inspektør Green.

Inspektør Green trådte ind gennem den store dobbeltdør indtil riddersalen, og i samme øjeblik dørene blev skubbet op, kunne han fornemme højtideligheden i rummet. Hvis det ikke var fordi han var alene, ville han have troet, at et par trompetister havde stået på balkonen og hidkaldt til samling. Inspektør Green lod dørene stå åbne, og bevægede sig hen til stolearrangementet, der ikke havde rykket sig en tomme siden i går. På den nordvendte væg lige under en stor gobelin, der forestillede et middagsselskab i færd med at more sig over hofnarrens gøglerier, stod et stort ur. Inspektør Green stillede sig foran dette og studerede nøje pendulet, der svingede frem og tilbage under selve urskiven, som om det ikke kunne bestemme sig for, hvilken vej tiden skulle gå. Sådan havde Inspektør Green det også. Det strejfede ham, om han måske skulle holde en lang ferie, når han kom hjem, men han slog det hen, da George trådte ind i salen som den første. Inspektør Green vendte sig om, og de nikkede anerkendende til hinanden, hvorefter George indtog den samme, godt polstrede stol, yderst til højre i halvcirklen - der vendte mod Inspektør Green og uret - som han havde siddet i i går. George havde et anonymt ansigtsudtryk. Bert kom tre minutter efter, i lettere nervøs tilstand. Dernæst den ulykkelige Diana, tjenestefolkene og til sidst hushovmesteren, fuldstændig som om intet var hændt. Diana dånede, straks hun så hushovmesteren. George tog sig af hende. Da Diana kom til sig selv græd hun.

Inspektør Green sendte en tegning rundt. ”Denne tegning illustrerer morderens rute og fremgangsmåde. En påstod, at han havde opholdt sig i sit værelse på mordtidspunktet. Hvor kendte han det nøjagtige tidspunkt fra? Lord Strawburn kunne have været død i flere timer. Ingen hørte skuddet. En person kunne passe Berts sko og levere dem tilbage, i det tidsrum hvor han ikke opholdt sig på værelset, for at bringe skylden på ham. Kun en er venstrehåndet, og pistolen blev holdt i venstre hånd imens højre blev brugt til at holde fast på sprossen i lord Strawburns vindue. ”George,” sagde inspektør Green og pegede på George. George gav et affabelt smil fra sig. ”Disse beviser kan umuligt være nok til at få mig anholdt. Det kunne have været hvem som helst!,” sagde George blasfemisk. ”Ikke hvem som helst, George, men lidt må jeg give dig ret! Teser er ikke fakta,” sagde Inspektør Green stadig med sit es i ærmet. ”Men da jeg i går greb morderen på fersk gerning i at få sit bytte, blev jeg næsten kvalt, og med hvilken hånd? Venstre!” forsatte Inspektør Green og rettede på bowlerhatten. Forsamlingen måbede, og Inspektør Green elskede det. ”Men er der ikke noget der undrer jer når i kigger på tegningen? Et skud ville kunne høres i de nærliggende værelser. Bert var sandsynligvis ikke på sit værelse på mordtidspunktet, lord Strawburn var død og med George som morder er der kun et værelse tilbage; Dianas. Hun var på sit værelse hele dagen. Hvorfor hørte hun ikke noget?” sagde Inspektør Green med markering på hver stavelse. Der var stilhed i forsamlingen. ”Fordi hun ikke ville høre noget!” konstaterede Inspektør Green. Tjenerens ansigt var eftertænksomt. ”Hun er medskyldig!” sagde han stolt og rejste sig op. Diana kiggede med foragt på Inspektør Green og dernæst på tjeneren. ”De har vel ikke tænkt dem at dåne igen, vel?” sagde Inspektør sarkastisk henvendt til Diana. Hun var stum. ”Hvorfor, spørger de nok dem selv,” brillerede Inspektør Green videre. ”motiv ”De vil komme til at ruske tremmer nogen tid,” sagde Inspektør Green appositionelt. ”Men hvorfor anholdte de hushovmesteren Inspektør Green?” spurgte tjeneren. ”Jeg var nødt til at vinde tid, derfor lod jeg hushovmesteren anholde, så den egentlige morder kunne få frit lejde til at begå sine fejl, hvilket han gjorde” sagde Inspektør Green stadig med teten. Inspektør Green kaldte to betjente frem og bad dem anholde George og Diana for mord. ”Jeg klarer ikke et liv i fængslet,” bad Diana grædende. I det selv samme øjeblik, som betjenten skulle til at pågribe Diana, styrtede hun op. Hendes lette krop førte hende hurtigt hen til vinduet. Hun græd, men denne gang var det ikke krokodilletårer. Med et par mumlende ord, som ingen kunne høre, kastede hun sig mod vinduet. De fleste nåede ikke at opfatte det, men hørte kun glas knuses og et bump et par sekunder efter. Diana var død, og George førtes ud. Resten af forsamlingen gik til salonen for at restituere sig over en drink

Tilbage sad tjeneren og Inspektør Green, der endnu engang stod foran uret. Ingen af dem sagde noget, men de følte sig begge lettede. ”Men hvorfor dræbte George dig ikke, da han havde chancen?” spurgte tjeneren. ”Visse ting skal man ikke stille spørgsmål til, det er livets små gåder. De gåder, som menneskeheden higer efter svar på. De gåder, som måske aldrig bliver besvaret. De gåder, som måske ikke skal besvares. Det er dem, som minder os om, hvor små vi er,” sagde Inspektør Green højtideligt. Ind i riddersalen kom en stuepige. Hendes blonde hår svajede i takt med hendes trin, der gav genlyd igennem hele salen. Et par skinnende blå øjne gav en god kontrast til hendes sorte arbejdstøj. ”skal vi ikke gå en tur udenfor godset? Jeg vil så gerne se birketræerne,” sagde hun og sendte et bedårende smil til tjeneren. Tjeneren kiggede over på Inspektør Green som nikkede smilende og sagde: ”gå I bare!”
Nu stod kun Inspektør Green tilbage og hilste den kærkomne stilhed ved at tage sin bowlerhat ærbødigt af. Bagved ham tikkede uret videre. Han kiggede ud af det ødelagte vindue. Et sted inde i sit øre hørte Inspektør Green en susen. En susen som vinden. En susen som lystigt legede imellem ungtræernes blade…