Hjælp til eksamen!!

Hej,

Antigener:

Stoffer, der forårsager produktion af antistoffer, kaldes antigener – navnet kommer af antistof generatorer. De fleste antigener, er enten proteiner eller store polysaccharider. Lipider og nukleinsyrer er normalt kun antigene, når de kombineres med proteiner og polysaccharider. Antigene forbindelser er ofte komponenter af invaderende mikroorganismer, som for eksempel kapsler, cellevægge, flageller, fimbrier og bakterietoksiner; kapslerne fra virus; eller overfladerne på andre typer mikroorganismer. Ikke-mikrobielle antigener omfatter blandt andet pollen, æggehvide, blodcelleoverflademolekyler, serumproteiner fra andre individer eller arter og overflademolekyler på transplanteret væv og organer.

Antigener spiller en nøglerolle i responsen fra immunsystemet. Antigener, provokerer en yderst specifik immunrespons, der i humoral immunitet, resulterer i produktionen af antistoffer der er i stand til at genkende antigenet, der gav anledning til produktionen. Antigener, der forårsager en sådan reaktion, er derfor mere beskrivende, kendt som immunogener.

Generelt, genkender og interagerer antistoffer kun med bestemte regioner på antigener, kaldet epitoper eller antigen-determinanter. Beskaffenheden af denne interaktion, afhænger af størrelsen, formen og kemiske struktur af bindingsstedet på antistofmolekylet.

Patogene bakterier, er karakteristisk i besiddelse af en række genkendelige antigener der kaldes patogen-associerede molekylære mønstre (PAMM’er). PAMM’er tjener som advarselsflag mod en invaderende mikroorganisme, som værten kan genkende ved hjælp af receptorer. De mest kendte af disse receptorer, er den udvidede familie af toldlignende receptorer (TLR’er).

De fleste antigener, har en molekylevægt på 10.000 g/mol eller mere. Et fremmed stof, der har en lav molekylevægt, er ofte ikke antigent medmindre det er bundet til et bæremolekyle. Disse forbindelser med lav molekylevægt, kaldes haptener. Når et antistof mod haptenet er blevet dannet, vil antistoffet reagere med haptenen uafhængigt af bæremolekylet. Penicillin er et godt eksempel på et hapten. Dette stof er ikke antigent i sig selv, men nogle mennesker udvikler en allergisk reaktion på det (allergiske reaktioner er en type af immunrespons). I disse mennesker, resulterer kombinationen af penicillin med værtsproteiner i, at det kombinerede molekyle udløser et immunrespons.

Antistoffer:

Antistoffer, er globulinproteiner og udtrykket immunoglobuliner (Ig) bruges om antistoffer. Globulinproteinerne, er kompakte og relativt opløselige. Antistofferne fremstilles som en reaktion på et antigen og kan genkende og binde sig til antigenet. En bakterie eller virus have flere epitoper, der forårsager produktionen af forskellige antistoffer.

Antistoffers struktur:

Hvert antistof har mindst to identiske antigenbindende steder der binder til epitoper. Antallet af antigenbindende steder på et antistof, kaldes valensen af dette antistof. For eksempel har de fleste humane antistoffer to bindingssteder; derfor er de bivalente.

Fordi et bivalent antistof, har den enkleste molekylestruktur, kaldes det en monomer. En typisk antistofmonomer har fire proteinkæder: to identiske lette kæder og to identiske tunge kæder (”let” og ”tung” refererer til de relative molekylevægte). Kæderne er forbundet med disulfidbindinger og andre bindinger til dannelsen af det Y-formede molekyle. Det Y-formede molekyle er fleksibelt og kan antage en T-form.

De to sektioner ved enderne af Y armene, kaldes variable (V) regioner. Disse binder til epitoper. Aminosyresekvenserne og dermed den tredimensionelle struktur af disse to variable regioner, er identiske på hver enkelt antistof. Deres struktur gør de to antigenbindingssteder der findes på hvert antistof, til monomere. Stammen af antistofmonomeren og de nedre dele af Y armene på antistoffet, kaldet de konstante (C) regioner. De er de samme for en bestemt klasse af immunoglobin. Der er fem store typer af C-regioner, der tegner sig for fem store klasser af immunoglobiner.

Stammen af det Y-formede antistofmonomer, kaldes Fc-regionen. Regionen har fået sit navn, fordi da antistofstrukturen først blev identificeret, var det et fragment (F), der krystalliserede (c) på køl.

Disse Fc-regioner, er ofte vigtige i immunologiske reaktioner. Hvis de fjernes efter begge antigenbindingssteder har vedhæftet sig et antigen, som for eksempel en bakterie, kan Fc-regionerne på tilstødende antistoffer, binde komplementer. Dette fører til ødelæggelse af bakterien. Omvendt, kan Fc-regionen binde sig til en celle og efterlade antigenbindingsstederne på tilstødende antistoffer frie, til at reagere med antigener.

Immunoglobulinklasser:

De enkleste og mest udbredte immunoglobuliner (Ig), er monomerer, den de kan også antage nogle forskellige størrelser og arrangement. De fem klasser af Ig’er betegnes IgG, IgM, IgA, IgD og IgE. Hver klasse har en forskellig rolle i immunresponset. Strukturerne af IgG, IgD og IgE molekylerne er Y-formet. Molekylerne af IgA og IgM er aggregater af henholdsvis to eller fem monomerer der er sammenføjet.

IgG
Navnet IgG, er afledt af blodfraktion gammaglobulin. IgG tegner sig for omkring 80% af alle antistofferne i serummet. I områder med inflammation, kan disse antistoffer let krydse væggene i blodkarrene og komme ind i vævsvæskerne. Moderens IgG antistoffer, kan for eksempel krydse moderkagen og give passiv immunitet til et foster. IgG-antistoffer beskytter mod cirkulerende bakterier og vira, neutraliserer bakterielle toksiner, udløser komplementsystemet og, når de er bundet til antigener, øger effektiviteten af fagocytiske celler.

IgM
Antistoffer af IgM klassen (M refererer til makro, hvilket afspejler deres store størrelse) udgør 6% af antistofferne i serummet. IgM har en pentamer struktur, bestående af fem monomerer, holdt sammen af et polypeptid, kaldet en sammenføjningskæde (J). Den store størrelse af molekylet, forhindrer IgM i at bevæge sig omkring så frit som IgG gør, så IgM antistoffer forbliver generelt i blodkarrene uden at trænge ud i det omgivende væv.

IgM er den fremherskende type antistof, involveret i reaktion på ABO blodtype-antigener på overfladen af røde blodlegemer. Det er langt mere effektivt end IgG i at forårsage sammenklumpning af celler og vira i reaktioner, der involverer aktivering af komplementsystemet.

Den omstændighed, at IgM vises først ved en reaktion på en primær infektion og de er relativt kortlivede, gør det meget værdifuldt ved diagnosticering af en sygdom. Hvis der findes høje koncentrationer af IgM mod et patogen hos en patient, er det sandsynligt at sygdommen observeret, er forårsaget af dette patogen. Påvisning af IgG, der har relativ lang levetid, kan kun indikere at immunitet mod et givent patogen, er blevet erhvervet engang tidligere i livet.

IgA
IgA udgør kun omkring 3% af antistofferne i serummet, men det er langt den mest almindelige form i slimhinder og i kroppens sekreter, som for eksempel spyt, slim, tårer og modermælk. Hvis vi tager dette i betragtning, er IgA det mest rigelige immunoglobulin i kroppen. Formen af IgA der cirkulerer i serummet, serum IgA, er sædvanligvis i form af en monomer. Den mest effektive form for IgA, består imidlertid af to forbundne monomerer, der danner en dimer, kaldet sekretorisk IgA. Det bliver produceret i denne form af plasmaceller i slimhinderne – så meget som op til 15 g om dagen, for det meste af intestinale epitelceller. Hver dimer, trænger derefter ind i og passerer gennem en mucosal celle, hvor det erhverver et polypeptid, kaldet et sekretorisk komponent, som beskytter det mod enzymatisk nedbrydning. Den vigtigste funktion af sekretorisk IgA, er nok at forhindre fastgørelse af mikrobielle patogener til slimhindeoverflader. Dette er især vigtigt, ved resistens over for intestinale og respiratoriske patogener. Fordi IgA immunitet er relativ kortvarig, er immuniteten over for mange luftvejsinfektioner tilsvarende kort. IgAs tilstedeværelse i en modermælk, især råmælken, hjælper sandsynligvis med at beskytte spædbørn mod mave-tarm-infektioner.

IgD
IgD antistoffet udgør kun 0,02% af de samlede serumantistoffer. Dets struktur, ligner IgG molekyler. IgG antistoffer findes i blod, lymfe og især på overfladerne af B-celler. Serum IgD, har ingen veldefineret funktion; på B-celler hjælper det immunresponset.

IgE
Antistoffer af IgE klassen, er lidt større end IgG molekylet; de udgør kun 0,002% af de samlede serumantistoffer. IgE molekylet bindes tæt af deres Fc (stamme) regioner, til receptorer på mastceller og basofiler, specialiserede celler der deltager i allergiske reaktioner. Når et antigen, som for eksempel pollen, forbindes med et IgE antistof der er bundet til en mastcelle eller basofil, får det cellen til at frigive histamin og andre kemiske mediatorer. Disse kemikalier fremprovokerer en reaktion – for eksempel en allergisk reaktion som for eksempel høfeber. Dog kan responset også være beskyttende idet det tiltrækker komplementer og fagocytiske celler. Dette er især nyttigt, når antistofferne binder sig til indvoldsorm. Koncentrationen af IgE, er stærkt forøget under nogle allergiske reaktioner og parasitære infektioner, hvilket ofte er diagnostisk anvendeligt.

/Angel